Chengdu

Chengdu

Teaching in China

Fire unge danskere sendt afsted til Kina i seks måneder for at undervise i engelsk i en kinesisk børnehave

Ktv listen

DiversePosted by Sarah Hein Fri, March 16, 2012 05:52:00

Her har jeg så samlet en lille række af links til videoer af alle de her dejlige sange som minder mig om Kina på en eller anden (meget direkte) måde.

Michael Learns To Rock – Take Me To Your Heart
http://www.youtube.com/watch?v=BdCpASsqPuk
Så lærte jeg om et dansk band i Kina

Wonder Girls – Nodody (sådan staves det tihveritfald på deres album!)
http://www.youtube.com/watch?v=qFjP-OJ7Bh4
Og jeg kan stadig dansen i søvne

Backstreet Boys – As Long As You Love Me
http://www.youtube.com/watch?v=0Gl2QnHNpkA&feature=relmfu
Uhh ktv har altid dejlig udvalg i boybands!

Infernal – From Paris To Berlin
http://www.youtube.com/watch?v=b0EBqZFhfOY&feature=related
Argh der er en dansk reklame fra The Voice!!!

Britney Spears - Toxic
http://www.youtube.com/watch?v=uCRT8IItGpw&feature=related
Fordi Esben synger den så pænt

Coldplay – Viva la Vida
http://www.youtube.com/watch?v=HEZimVjq96c
Den lyder altså også bare af Kina når jeg hører den nu

Bob Marley – I Shot The Sheriff
http://www.youtube.com/watch?v=2XiYUYcpsT4
Blev sunget godt igennem på første ktv tur og jeg kan ikke synge den rigtigt (i modsætning til alle de andre som jeg jo synger perfekt!)

WHAM – Last Christmas
http://www.youtube.com/watch?v=E8gmARGvPlI
Den perfekteste sang – året rundt!

Wenjiang

MartsPosted by Sarah Hein Tue, December 27, 2011 23:14:22

Mandag blev endelig dagen hvor vi skulle hjem på besøg i Wenjiang. Nu kendte jeg for en gangs skyld busruten og vidste hvor vi var på vej hen – endelig en del af Kina man kender.

Drengene var på arbejde så vi vandrede ned i parken og sad på et tehus et par timer og nød solskinnet og folkelivet. På øen midt i floden sad et par grupper fra high schools og snakkede, bag os dansede ægtepar og venner rundt meget mere livligt end de plejer at gøre overfor lejligheden, og rundt om os sad andre kinesere og snakkede og spillede.

Hjemme i lejligheden bor Esben og Mads (som er flyttet ind på mit gamle værelse) og en ny amerikaner i Madssss gamle værelse. Min mor og jeg fik lov at låne Marias gamle værelse som ikke rigtig ligner sig selv efter de kinesiske piger flyttede ind (Mads fik smidt dem ud efter mange lange brokkende samtaler med Katherine og Jeannie).

Middagen blev indtaget på Mao restauranten – uhh hvor jeg elsker kinesisk mad! Det er rart at være tilbage i en provins hvor man ved hvad man kan bestille og at det man får er lækkert!

Endnu bedre var det nu at vi bagefter gik op på Take Away Street hvor pizzadamen var tilbage. Hun havde taget en al for lang ferie, men det var åbenbart ikke alt hun have haft gang i. Boden var lavet om og nu var det ikke længere hende der stod der men andre mennesker. Pizzaen var nu lige så god som altid.

Tirsdag var en hel dag fri til at vise min mor alt det som har været mig liv de sidste fem-seks måneder. Det var meget svært at beslutte hvad der skulle ses, men så stor var Wenjiang heller ikke at vi ikke nåede det hele.

Det viste sig at være meget spisesteder som jeg synes var de vigtigste lige at få set – og sagt farvel til. Det er selvfølgelig Kukus jeg mener. Tænk at jeg aldrig skal have Kukus igen. Varm kakao med is til 8 yuan! Hvordan overlever nogen som helst dog i Danmark?

Derefter gik vi ned på Take Away Street og så den i dagslys. Der var et par butikker som jeg ikke helt kunne genkende og også et par stykker som ikke var åbnet endnu. Men den muslimske nudelrestaurant var der og de var ligeglade som altid da jeg lykkelig kom ind og bestilte min dejlige yndlingsret – med kartofler.

De næste mange timer sad vi på tehuset overfor lejligheden. Min mor er helt vild med de der tehuse, hun kan jo sidde der lige så længe som Mads! Teen var da også meget godt og sådan, men jeg var glad for at have skaffet mig en god bog at læse i.

Aftentid blev afskedstid da jeg fik overtalt Mads og Esben til at tage med på ktv. Esben og Kireny dukkede nu aldrig op og det gjorde ham amerikaneren heller ikke, men til gengæld kom både Rain og Judy og sang et par sange inden de tog af sted igen. Til sidst var det bare min mor, Mads og jeg som sad tilbage – mig med mikrofonen som jeg ikke kunne få mig selv til at lægge fra mig. Jeg elsker ktv!

Onsdag sneg vi os ind i børnehaven for at se Esbens circle time. Der er altså ingen der kan gøre det så godt som ham og hvor blev jeg altså misundelig af at se hvor god han var med børnene og hvor meget de nød det.

Klasserne er blevet lavet om efter ferien. Børnene går kun et halvt til et helt år i hver klassen. Hver sommer og ved hvert kinesisk nytår bliver de børn som har haft fødselsdag i den forgangne periode sendt op i et klassetrin højere. Langt de fleste at mine børn blev i min gamle klasse, men Jonme, Angela, Nicky og et par flere er flyttet ind i Esbens klasse så det var dejligt at se dem igen.

I går fik Esben af vide gennem Kireny at der er udflugt på skolen i dag så Mads var af sted om formiddagen med min klasse og så skulle Esben af sted om eftermiddagen. Så da vi var på vej udenfor gik jeg forbi mit gamle klasseværelse som var så tomt uden nogen unger i. De er så meget sødere når de ikke er der, har jeg fundet ud af.

Heldigvis kom ungerne tilbage lige da vi var ved at forlade børnehaven så jeg fik lige set dem alle sammen igen inden jeg tog af sted.

Og af sted betød denne gang mod Chengdu – hele vejen tilbage til Drangontown hostel.

Det var slet ikke så besværligt at komme derhen som det kan være nogle gange så vi havde masser af tid til at udforske lidt mere at Chengdu inden det blev sent.

Vi stod af bussen ved en at de gammeldags-fine gader som der alligevel er en del af her i byen. Bortset fra bygningerne var der ikke så meget at se på for indholdet af butikkerne var så uhyggelig dyre at der skulle jeg tihvertifald ikke ind.

For enden af gaden fandt vi efter meget lang tids søgen endnu en park med et tehus til at underholde mor. Det er også et godt sted at sidde og slappe af og samtidig observere kulturen og folkelivet.

Vi så også et brudepar som var ved at få taget bryllupsbilleder midt inde i et blomsterbed. Gad vide hvornår de bliver gift? Og så kom vi forbi en skoleklasse hvor to piger holdt et langt foredragsagtigt møde for deres skolekammerater. Nu ville det jo passe meget godt ind hvis jeg kunne fortælle hvad det handlede om, men jeg kan fortælle at det tihvertifald ikke var om kartofler som er en af de få kinesiske gloser jeg kan.

Længere inde i parken løb vi ind i nogle fritidsfotografer. En lille gruppe kinesere på nok omkring en 10-15 stykker med store kameraer og linser dobbelt så store, og som alle var meget glade for at få to udlændinge som hovedmotiver i et par billeder. Det var også en sjov oplevelse og jeg fik endda lov til at se billederne bagefter på et digitalt kamera.

Mit sidste kinesiske måltid blev en ordentlig omgang bbq i det fine kinesiske område vi holdte til, faktisk lige overfor vores hostel. Og jeg som troede (eller tihvertifald meget kraftigt håbede) var ved at blive vant til Sichuan-mad, sad og tuede hele måltidet igennem. Den slags chili kan jeg bare ikke klare. Det smager så lækkert, men brænder så meget! Jeg må købe noget chili med hjem til Danmark og så behøver jeg aldrig at gå med jakke igen.

Torsdag var en mærkelig dag at vågne op til. Ikke nok med at jeg skulle op at flyve – TO gange – de gange skulle også føre mig hele vejen tilbage til Danmark.

Der er egentlig ikke så meget at sige om det døgn, alt gik faktisk nogenlunde som det skulle. I lufthavnen i Chengdu brugte jeg al ventetiden på at løbe frem og tilbage fra butik til butik for at beslutte mig for hvilken souvenir jeg skulle bruge mine sidste penge på. Det blev selvfølgelig en pandabamse.

I Amsterdam blev vi mødt af et væld af træsko i alle mulige farver og materialer, men ingen særlig kinesiske.

I flyet mod Danmark begyndte folk så at snakke dansk rundt omkring mig og to timer senere stod jeg inden for døren derhjemme og prøvede at få mine hunde til at huske mig.

Så hurtigt gik det, syv måneder i Kina. Fem måneder bosat i Sydkina som engelsklærer og derefter rejse rundt i resten af landet i to måneder og vide at man stadig mangler at se så meget af Kina. Men alt det jeg havde næsten ikke tid til at tænke over, for fire dage senere tog jeg til Wales.

Chengdu

MartsPosted by Sarah Hein Mon, August 29, 2011 01:29:39

Torsdag tog vi en taxa ud til en togstation i udkanten af Chongqing. Målet var at finde et hurtigtog at tage til Chengdu på, men det var altså ikke lige til at finde ud af hvor man skulle ”tjekke ind” henne. Og så fandt vi også den sidste halvdel af Chongqings tiggere. Alle de handikappede var placeret foran templet og resten var her og vi var blevet spottet. Meget nærgående var de, på en ubehagelig måde, og de var ikke til at vifte væk. Der var én ældre mand som blev ved med at følge efter mig og ikke gav op at jeg til sidst valgte at den eneste mulighed var at løbe småskrigende væk. Dét virkede godt nok også og da jeg listede tilbage til min mor fulgte han ikke efter.

Ellers gik indtjekningen fint (da vi endelig fandt den) og vi var i god tid. Togturen var relativ kort og der var stewardesser og det hele, meget ligesom at flyve bortset fra at jeg ikke var bange.

I Chengdu blev vi mødt af dejlig varmt vejr og solskin – noget som bestemt var savnet.

Taxakøen var igen lang, men det var ikke før vi ankom til hostellet at vi opfattede at noget ikke var helt ”normalt”. Der var en eller anden form for højtid/festligthed/kinesisk-skikkelighed i gang hvilket betød at hostellet var fuldt. Lige på nær to senge i et ottemandsværelse. Fik en stor del dårlig samvittighed over ikke at have bestilt i forvejen da jeg så udtrykket i mors ansigt, og det hjalp da heller ikke at da vi kom tilbage om aftenen lå der en og sov i hendes seng. Aldrig, aldrig gør det igen!

Det var for resten ikke Sims vi boede ved denne gang. Jeg var gået efter noget mere centralt og havnet på Dragon Town Guest House. Det ligger på en af de gader som er lavet om til kinesisk kultur-shoppe-kvarter. Er vidst tidligere blevet beskrevet på bloggen som stedet jeg første gang var på Starbucks og hvor BR fik sin kaffe.

Altså er vi havnet i et rigtig, rigtig flot kvarter med masser af liv, men der er godt nok også dyrt i turistbutikkerne som er overalt omkring os.

Fredag tog vi på grand tour of Chengdu – så skulle mor også lige se det hele! Vi startede selvfølgelig med en gåtur hen og sige hej til Mao. Han stod der sørme stadig ligesom han har gjort de andre gange vi har set ham, stor og hvid…

Der var masser af mennesker og springvandende var i gang så der fik vi brugt lang tid på at kigge på kinesere og springende vand. Mor er specielt fascineret af småbørn og elsker at forsøge sig med diskrete billeder af de små væsner uden at alt for mange lægger mærke til det. Hvorfor ville man, en europæer i Chengdu? Naah dén er set før! Cirka tre gange om året..

Hen ved middagstid nærmer vi os Folkets park hvor vi sætter os ind og for en stor kop genopfyldende the. Vi sætter os meget strategisk hvor vi har bedst udsyn over de passerende mennesker, mens vi stadig er nogenlunde gemt under en parasol.

I parken finder vi også deres Karaoke-corner hvor flere mennesker har stillet sig op med deres anlæg og er gået i gang. Det lyder ikke overdrevet kønt, men det er kinesisk når det er bedst!

Blomster er der også masser af, mest lyserøde små hoveder på de lange nøgne grene rundt omkring på buskene. Der bruger vi også lang tid på at tage billeder og jeg finder også nogle søde kinesiske piger som gerne vil tage et billede med mig. Eller var det omvendt?

Resten af dagen bruger vi i forskellige parker, ved forskellige thehuse og lidt i vores eget kvarter hvor der stadig sker en masse.

Den står på Sichuan Opera om aftenen som jo altså er meget godt. Før showet begynder er der så lige pludselig en auktion hvor forskellige malerier sælges oppe fra scenen af – ikke lige at jeg havde forventet det.

Meen altså, operaen var god. Der var nogenlunde de samme indslag som den vi havde set med Sims, noget skinger sang, de der mennesker i store farlige kostumer, dukken, skyggeteateret, lidt musik og selvfølgelig den med ham som har spillet alle sine penge væk og konen som straffer ham! Uh ja og en masse mere.

Vi fik for resten vores eget værelse på hostellet i dag. Et meget dejligt værelse faktisk, med et rigtig stort (men ikke særlig luksuriøst) badeværelse. Så har mor tilgivet mig.

Lørdag var pandadag! Og nøj hvor fik vi set mange! Vi tog jo af sted rimelig tidligt om morgenen (ottetiden) og havde det meste for os selv indtil vi så den første panda. Så var der pludselig mennesker og meget sværere at få billeder af de kære dyr.

Men vi havde meget lang tid og nåede næsten hele parken igennem og fik set næsten alle de store pandaer (endda en med unge) og fik set endnu flere af de små røde nogen.

På vej ud af reservatet lang tid senere støder jeg så lige ind i nogle af Marias og mine elever fra aftenskolen. De var meget søde (specielt Marias) og det var altså bare mærkeligt at se dem igen! Ikke fordi jeg savner dem, men bare lige det at folk kalder mit navn udenfor en pandapark i Kina. Det er lidt sjovt.

I Chengdu tog vi til Chun Xi Lu hvor vi blev mødt af enorme mængder af mennesker (ikke flere end sædvanlig dog), og en passende mængde politifolk. Jeg fik af vide at jeg ikke måtte tage billeder, men mor fik gemt kameraet inden han kunne konfiskere hendes.

Eftermiddagen blev brugt på at vade rundt ind i centrum blandt alle menneskerne og butikkerne, men ikke så meget shopping for mig faktisk. Måske jeg endelig har indset at jeg har nok ting?

Søndag brugte vi formiddagen og starten af eftermiddagen på et tempel. Et meget stort og meget gammelt et som alligevel slet ikke var så kedeligt.

Utrolig smukt var det faktisk, specielt detaljerne i sten, trapper og døre over det hele var altså bare flot. Det blev for mig mest bare et par timer hvor jeg sad på hug med kameraet foran et eller andet fint lille mønster som var blevet hugget ind i gelænderet for fem hundrede år siden.

Udenfor templet var der to travle gader som mindede meget om det område vi bor i. De her var dog lidt mere med mad at gøre, men der var også en masse små boder og alt kinesisk man kunne ønske sig. Her fortabte mor sig fuldstændig med mit kamera (hendes var løbet tør for batteri) i at studere kinesernes madvaner og pludselig var hun altså bare væk i mængden.

Jeg følte mig underligt utilpas ved ikke at have mit kamera i hånden (at mor var forsvundet var bare mindre detalje – hvor galt kan det gå?), men mit kamera har jeg jo haft på mig næsten hver dag i syv måneder! Det ved jeg ikke helt om jeg kan leve uden..

Så tihvertifald satte jeg mig så bare på den her bro lige uden for pladsen hvor jeg mistede min mor og fordybede mig i filosofiske tanker om mennesket og dets kamera. I baggrunden (som nærmere var forgrunden) kunne jeg tydeligt høre de gennemtrængende ”kling”-agtige lyde som ørerenserne bruger for at gøre opmærksomme på at de er her og er klar til et nyt par ører. Mor er en anelse panisk når det kommer til de mennesker for hun vil absolut ikke have nogen af deres lange instrumenter ind i ørene, så det er noget så underholdene at se hende holde sig for ørene når hun hører den lyd. Jeg må huske at vise hende videoen hvor Maria får ordnet hendes ører…

Det tager vel en fin lille halv time inden mor finder tilbage til mig. Jeg har siddet på broen hele tiden, kun afbrudt et par enkelte gange af kinesere som enten tilfældigvis eller åbenlyst satte sig ved siden af mig og smilede til veninden med kameraet lige foran os.

Vi maser os ind i en bus og finder et andet tempel i den anden ende af byen at stå af ved. På vejen mod templet kommer vi forbi masser af små butikker som sælger ejendomme af papir. Det er altså ikke nok med papirspenge som Maria, Mads og jeg så på Elefantbjerget i Lijang. Nej døde kinesere skal have alt fra små huse til jakkesæt og mobiler med i graven. Af den fineste papirskvalitet der findes.

Dette tempel er faktisk det mest levende, religionsmæssigt, jeg har set. Der var nemlig munke! Dem har jeg egentlig ikke lagt mærke til i de andre templer, men her kom vi lige omkring lukketid så gong-gongen var i gang og vi kunne stå og udspionere dem imens de ”messede”.

Chongqing

MartsPosted by Sarah Hein Wed, July 20, 2011 01:21:02

Mandag tog vi i lufthavnen for at flyve til Chonqing. I den tid jeg har været i Kina og læst lidt rundt omkring om Kina har jeg fået lyst til at tage derhen – og nu sker det endelig! Min eneste grund som jeg kan sætte ord på hvorfor jeg gerne vil dertil er at jeg vil smage Kinas stærkeste hot pot! Men resten af byen er nok også meget spændende.

Det var godt nok lidt svært at komme dertil, som det altid skal vise sig at være. På skærmen i lufthavnen stod der at flyet var forsinket en times tid. Da vi endelig havde ventet en god times tid og begav os over mod check-in fortalte damen os at flyet kom til tiden hvilket var om to minutter. Så kom der stress på og hun måtte ringe lidt rundt og til sidst fik vi lov til at tjekke ind for at komme med flyet. På den anden side at security stod der godt nok stadig på skærmen at flyet var forsinket og det viste sig at det altså var. Så vi ventede lige en time mere.. igen.

Vejret var ikke meget bedre i Chonqing, bare en lille anelse varmere. Men det er altså også marts måned så hvor meget kan man forlange? Byen var fyldt af skyskrabere (var jeg da ret sikker på – toppene af bygningerne forsvandt op i smoggen) og vejene var nogle af de mest komplicerede jeg har set i Kina. Op og ned af små, smalle gader, over og under andre vejbroer alt imens den højhusdækkede bjergside var på den ene side af bilen og floden med krydstogtskibene til den anden.

Jeg var godt imponeret over at chaufføren faktisk kunne finde vej til vores hotel (jeg tvivlede godt nok nogle gange hvor det var vi var på vej hen). Men pludselig drejede han af til højre og der lå det så. Stort, højt og beds af alt – senge med lyserøde dynebetræk!

Der blev ikke holdt meget pause før vi skulle ud og se os omkring. Først gik vi ned på pladsen hvor mor de næste par dage vil komme til at bruge mange (alt for mange ifølge mig) timer på at stå og stirre og i ”smug” filme tai chi dansende kinesere.

Op igen af små bugtede veje, trapper der endte blindt eller inde i baggårde og tilbage ned igen og prøve at finde en ny vej. Det lykkedes mig endda at få os til at gå ind i et boligkompleks da jeg havde besluttet mig for at følge efter en kineser der, i mine øjne, så shoppeglad ud og som jeg derfor håbede ville føre mig til centrum. Desværre var hun bare på vej hjem.

Nå ja, men så vendte vi om og gik lidt tilbage, lidt rundt, lidt op og pludselig stopper Sarah midt på den travle gade. Hele verden går i slowmotion og sød kinesisk Jay Chou musik begynder at spille. Blomster og hjerter falder ned fra himlen, glitrer hele vejen fra de grå skyer og ned i vandpytterne i all regnbuens farver. Og dér, midt i al verdens lykke ligger på et skærebræt i en gadebod – pizzabrød!!!

Hvilken lykke, hvilket gensyn! Intet slår Sichuan mad!

Den aften sad jeg og nød udsigten fra 15 etage hvor jeg kunne se ud over floden og en stor mærkelig formet bygning på den anden bred. Bygningen mindede mig mest af alt om en eller anden form for kraftværk. Men for lige at give den et kinesisk-futuristisk præg var hele den ene facade én stor fladskærm som sendte reklamer – hele aftenen.

Mor brugte sin aften en anelse mere produktivt end jeg, men vidst med lige så lidt resultat. Hun forsøgte at forstå hvad advarslen på vores badeværelse handlede om.

Tirsdag vadede vi op mod centrum, gennem regnvejr og kinesere og en del livsfarlig trafik (det er altså så sjovt at følge sin mor over vejen!).

Første punkt på dagsordenen var et tempel, det ældste i Chongqing, som var bevaret næsten som originalt.

Indgangen til templet var svær at komme til for hele gaden op til templet var nemlig fyldt med handicappede tiggere. Rundt omkring på gaden lå de på små træbrædder med hjul under, eller sad på kantstenen og alle begyndte at kalde og tigge og stirre efter os med fremstrakte arme (eller arm) og med venlige smil, mens vi banede os vej til templet.

Efter templet var det svævebanetur!

Der var blevet læst i en af vores bibler at der på den anden side af floden skulle være nogle hyggeligere cafeer og restauranter, men da vi kom derover på den anden side var der meget tomt og ikke særlig meget at se.

Efter at reklamebåden havde passeret vendte vi hurtigt om og tog svævebanen tilbage til den anden side igen.

Jeg var neget opsat på at komme ud på crusie på floden når det var blevet mørkt og man rigtig kunne se der oplyste skyskrabere. Det krævede så selvfølgelig lige at vi kunne finde et sted at købe billetter. Jeg havde læst at man kunne på et en-times aftencruise på floden, men jeg vidste godt nok ikke helt hvordan.

Derfor stoppede vi og smilte uforstående da en dame kom hen til os og snakkede på kinesisk og viste os billeder af et krydstogtskib. Hun havde nogle enkelte engelske gloser skrevet ned så vi var nogenlunde sikre på hvad det handlede om. Så snart hun mærkede vi var interesserede fulgte hun os hen på et kontor på den anden side af gaden (vi var egentlig begge meget glade for at hun hjalp os med at krydse gaden). På kontoret blev vi i stilhed sat ved to stolen foran disken mens damen satte sig storsmilende i sofaen bag os.

Der sad vi så og kiggede på de tre kinesere bag disken. En mand sad længst til venstre og kiggede i et blad, en dame sad i midten og var i gang med at file sine negle for foran os sad en anden mand og fumlede lidt rundt med en telefon. Inge havde hilst på os hvis det ikke var for den overlykkelige dame i sofaen bag os kunne vi godt have troet at vi var helt usynlige for de her mennesker bag disken.

Efter et par minutter i stilhed, kun i selskab af et par bip fra telefonen og lyden fra neglefilen, kigger den ene fyr pludselig op og stikker mor telefonen i hånden. Det lykkes hende at afværge og så finder jeg mig selv siddende i et kontor i Chongqing og snakker med en ansigtsløs kinesisk person der stiller mig forskellige spørgsmål på ”engelsk”.

Det tager noget tid, men så mener jeg også det er lykkes mig at forklare hvad det er jeg gerne vil. Fyren i den anden ende er lidt tung at snakke med, men for en samtale uden kropssporg går det faktisk forbløffende godt. Lige indtil vi når til prisen. Da den når et par tusinde yuan går det pludselig op for mig at han er ved at booke os på et fem dages krydstogt og ikke bare den lille time jeg havde planlagt. Så vi må lige tage det hele forfra igen.

Vi går derfra med to billetter og to hundrede yuan fattigere og håber meget at skibet eksisterer og kun vil sejle af sted med os en time når vi stiger på i aften.

Ventetiden bruger vi på at opleve noget mere, så ventetid var det jo egentlig ikke. Vi vandrer rundt i et ret øde museum som er et gammel kombineret tempel-operahus-forsamlingshal og en del mere. Der er næsten ingen andre mennesker, så vi må underholde os selv og håbe på at vores stedsands også slår til i de store gamle kinesiske bygninger.

På vej ned af den sidste trappe mod udgangen møder vi så en ung kinesisk dame som præsenterer sig selv på forståeligt engelsk og vil så til at give os en guidet (og gratis) tur rundt i bygningerne.

Vi når lige at få spist vores kopnudler inden vi smutter ned til havnen og bliver en halv time forsinket i forsøget på at finde vores skib ud af de syv næsten ens neonlysene krydstogtsskibe som ligger i havnen. Det eneste vi har at gå efter er billedet på billetten der viser skibet og vi bliver faktisk kun smidt af én båd før vi finder den rigtige.

Turen er dejlig, efter vi endelig kommer af sted. Vi får serveret the, os og de omkring tyve andre mennesker som er på det store skib. Det er absolut lavsæson kan godt mærkes på det hele. Men jeg nyder det og løber frem og tilbage fra sofaen indenfor og ud for at tage billeder når vi passerer de største højhuse. Det er desværre ret koldt, men jeg bliver længe nok ude til at en fyr fra Malaysia kommer og snakker lidt med mig. Jeg spørger ham om han ved hvad mit kraftværk egentlig er og han kommer tilbage et par minutter senere efter at have spurgt sin ven som åbenbart ved lidt mere om byen. Det er altså ikke et kraftværk, men et operahus. Et stort operahus…

Onsdag var dagen hvor jeg ikke kunne finde vej. Lige meget hvor jeg ville hen, gemte tingene sig for mig og det tog mig lang tid at finde det jeg ledte efter, eller et ordentligt alternativ.

Det første sted var Chongqing Planning Exhibition som skulle ligge eeet eller andet sted i Chongqing. Vi blev vist frem og tilbage af mange skilte og kinesiske mennesker og kæmpede virkelig hårdt for at finde stedet som var gemt væk under jorden på mors tai chi plads.. Lige under os.

Der fandt jeg en sød lille miniature af mit kære operahus og en masse andre ambitiøse projekter som var under udvikling i Chongqing.

I midten af hallen var hele byen (som for resten ikke er en by men jo det er den men også sådan noget løsrevet selvstyre (uhh hvilket ord at bruge i Kina) fra Sichuan provinsen, var tidligere Sichuans hovedstad) bygget i miniature. Et enormt stort gulvtæppe af høje, tynde vide skyskrabere og nogle blå bygninger som skulle forstille at være dem der var undervejs. Imponerende.

Nå ja men så vandrede vi jo videre ud i byen og fandt et stort forladt shoppingcenter med nogle få uhyggelige spøgelsesbutikker rundt omkring. Meget tom og mærkelig stemning.

Derfra vandrede vi i en god times tid for at finde min hot pot gade hvor vi skulle spise tidlig aftensmad. Den gade var bare slet ikke til at få øje på nogen som helst steder (selvom jeg havde fundet den på begge vores kort) og til sidst måtte vi give op og gå ind på en hotpot restaurant som ikke lå på min nu knap så kære hotpot gade.

Personalet kunne sige ”thank you” så vi var heldige at menukortet havde engelske gloser at hjælpe os lidt på vej med. Vi bestilte en kombineret chili og fiske (?) gryde – så det ikke skulle blive for stærk. Lidt forskellige kødrester, masser af kartofler og lidt ”ou” og så fik jeg endelig min hotpot.

Guillin

MartsPosted by Sarah Hein Sat, June 25, 2011 01:17:30

19-20.03.11

Lørdag slæbte vi igen kufferterne gennem vandpytterne på de kinesiske gader. Jeg droppede fortovet hvor der var alt for mange lygtepæle til at kunne maurere min brede kuffert udenom, så jeg gik bare i vejkanten og satsede på ingen fik lyst til at køre mig ned.. I kan selv gætte hvordan mor havde det.

Vores destination var busterminalen hvor vi efter et par spørgende ”Guillin..?” blev peget mod en bus som vi steg på. Det var simpelthen bare den bus flest pegede på da vi spurgte dem og prisen på billetten passede nogenlunde med den beskrevet i Lonely Planet, så vi satsede på at det var den. Jeg er nu begyndt at sammenligne de kinesiske skrifttegn for at være sikker på at det er den rigtige bus, men lige i dette tilfælde var tegnene ikke lige hvad jeg havde regnet med.

Det gik alligevel meget godt og et par timer senere ankommer vi i Guillin. Jeg kæmper i en tyve minutters tid med taxaerne om en ordentlig pris ind til hotellet, men det skulle åbenbart ikke være og da det begynder at regne må jeg give mig og køre med standardprisen for vesterlændinge.

Hostellet lå fint meget tæt på gågaden, dejlig central placering. Vi fik et værelse for bare os to så det levede næsten op til mors overnatningsstandarder. Man ved aldrig helt hvad man bliver budt i Kina så det er rart at have et værelse – bare en seng – man føler man kan stole lidt på og slappe af i.

Vi var hurtigt ude i byen og kigge os omkring. Jeg havde igen overtaget jobbet som guide og jeg bragte i min taske bibel nr 2: Politikens turen går til Kina.

Den bragte os til Elefant parken som er en park dedikeret til et bjerg i Guilin som kineserne har valgt at kalde Elefantbjerget. Fordi det ligner en elefant.. Synes kineserne.

Parken var meget hyggelig og afslappende at gå rundt i, en rigtig dejlig tur faktisk. Ud over en masse kinesere og en enkelt politimand af kigge på, var parken også fyldt med kunst at fin sten-art og havde et meget flot gennemgående elefant-tema.

Jeg nåede vidst aldrig helt til den vinkel hvorfra jeg kunne se bjerget som en elefant, men tror jeg fandt stedet kineserne så elefanten (slet ikke hjulpet af de fire store turistgrupper der stod, alle med kameraerne rettet én speciel retning).

Bag bjerget dukkede en ny park op. Det var vel mere bare en grøn sti egentlig, for størstedelen af området var nemli en sø hvor sol- og månepagoderne stod i.

Det var to flotte pagoder, en stor en i ”guld” og en mindre en i ”sølv”. Vi gik hele vejen rundt om søen og fik set pagoderne som ikke ændrede sig meget fra de forskellige vinkler.

Om aftenen søgte vi tilbage til søen og da havde pagoderne endelig ændret sig, med masser af smukt lys skinnende på dem i mørket og man kunne næsten helt bilde sig ind at det var en hyggelig sommersaften.

Søndag gik vi rundt i Guilin og indsnusede oplevelser fra en ny by. Selvom den er meget tæt på Yangshuo og de begge er turistbyer som er blevet populære for de smukke og specielle bjerge som er at finde over alt rundt om og inde i byen, er de to meget forskellige byer. Ikke så forskellige som man kan finde det i Kina, men det var interessant at se hvordan Guilin havde været turistdestination i en del flere år end Yangshuo og hvordan det har påvirket byerne. Jeg kunne godt finde på at tage tilbage til Yangshuo om et par år og se hvordan det ser ud… Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at se hvordan det ser ud når det ikke regner… Billedet: Udsigten fra vores vindue på hostellet

Guilin har en stor plads et par gader væk fra gågaden. Pladsen er omgivet af store bygninger og hoteller og installeret med en stor (meget stor) fjernsynsskærm i den ene ende som højlydt spillede reklamer for de få mennesker som turde snige sig ud i regnen.

Nedenunder pladsen gemte sig et kæmpe underjordisk marked som var meget i stil med det Maria og jeg er faste tilhængere af i Chengdu. Det her ”kæmpe” marked var dog ikke nær så stort og rimelig stille i forhold til det i Chengdu.

Vi opdagede at oppe på jord-niveau dukker der om aftenen et marked op på den anden side af pladsen. Næsten over hundrede boder i de samme røde telte var stillet op lige ved siden af hinanden med masser af elektriske pærer som bare fortsatte længere og længere ned af gaden. En ordentlig lange (og meget lige) shoppetur med rigelig mulighed for at prutte om prisen og hvis du ikke er tilfreds med prisen det ene sted – har de de fuldstændig samme varer i boden lige ved siden af. Endelig kunne jeg shoppe igen, efter en god halv måned i shoppe-eksil ude på landet i Kina var jeg nu endelig hjemme igen blandt butikker. Billedet: bagsiden af en CD vi købte.. Er ikke helt sikker på udtalen.. Af noget som helst

Yangshuo - del 2

MartsPosted by Sarah Hein Sat, June 25, 2011 00:03:48

Torsdag

Ja, vejret bliver vidst ikke meget bedre, så vi beslutter os bare for at lades som om det ikke gør noget og tager på vores vandretur alligevel.

Vi har lejet en bambus-båd til at sejle os en god time op af floden og så vil vi så selv finde ud af at gå hjem langs floden – og håbe på det bedste!

Sejlturen var lang og kold, men også tilpas smuk som vi har fundet ud af at landskabet altså er her i området. Synes dog godt nok at turen blev længere og længere og blev en anelse nervøs for hvordan og hvor lang tid det ville tage os at komme tilbage til hotellet.

Det endte med at vi mere eller mindre allierede os med en gruppe paraplyer som gik en 50-100 meter foran os. Nogle gange. Andre gange gik vi foran dem, men så blev vi i tvivl om vejen og stod helt tilfældigt og tog billeder af en regndråbe indtil paraplyerne havde overhalet os og valgt en rute.

Der var et par tidspunkter vi var godt usikre på om det var den rigtige vej, specielt efter vi på et tidspunkt havde krydset floden. Men det lykkedes os faktisk efter en god del timer at komme hele vejen tilbage til der vi startede fra.

Og undervejs fik vi endda også set det motiv som 20 yuan sedlen er tegnet efter.

Fredag var vejret stadig ikke mere tiltalende så vi forlod Xingping Inn og den lille landsby og tog båden og bussen tilbage til Yangshou.

Tilbage i Yangshou forsøgte vi at booke os ind på et hotel som lå endnu tættere på busstationen. Det hed noget i stil med ”Happy Family Hotel” og havde et par engelske skilte rundt omkring. Meget vildledende da vi kom ind og pigen i receptionen (som vi først skulle grave frem bag gløde-varme-apparatet) ikke snakkede et ord engelsk. Det udviklede sig til at hun løb ud på gaden og hev fat i ham der styrede hotellet ved siden af for han kunne nemli en smule engelsk.

Derfor gik det heller ikke særlig nemt da jeg skulle prøve at få hende til at give mig kodeordet til deres internet og jeg måtte helt ud og pege på det engelske skilt med internet inden der kom noget ud af det.

Dagen brugte vi mest på at overveje hvor vi nu skulle tage hen. Vi var godt trætte af regnvejr, men åbenbart har jeg været lidt for mange steder allerede, så det var ikke rigtig til at finde ud af hvor vi skulle tage hen.

Da vi endelig nogenlunde havde besluttet os begav vi os ned på Western Street for at bestille flybilletter i en turistinformation vi havde lejet cykler af tidligere på ugen. De ansatte snakkede overkommeligt engelsk og vi fik bestilt billetterne. Det eneste problem var at vi skulle komme tilbage to timer senere for at hente billetterne, men før da havde vi intet bevis på at vi havde købt og betalt for dem. Dér kom mors tillid til kineserne lidt på prøve.

Yangshuo - del 1

MartsPosted by Sarah Hein Sun, June 12, 2011 22:51:21

Søndag vågnede vi op på hotellet og havde pludselig hele resten af måneden foran os til at opleve hvad vi ville (og kunne) uden nogen guide på. Det var en lang dag vi havde i går så vi valgte at lade dette blive en stille dag og gik så bare rundt i Yangshuo det meste af dagen.

Hovedgaden hedder West Street og her er godt proppet turistboder og masser af mulighed for at øve sig i at prutte om prisen. Godt nok er de lige lidt ekstra stride her i byen og det føles alt sammen meget turistet. Vi mødte endda to andre danskere – mange udlændinge var der faktisk!

Vejret var godt nok ikke med os, det var overskyet og småregnede hele dagen, men vi klarede os godt kolde igennem det hele og jeg fik endelig brugt nogle penge.

Det lykkedes os også (gennem en lettere forvirrende telefonsamtale med en ikke særlig engelsktalende kineser) at booke to natter på et andet hotel i byen som var billige og lå bedre end det guiden havde fået os ind på. Så der skal vi overnatte i morgen.

Mandag tog vi på kogekursus! Endelig! Efter over et halvt år i Kina får jeg endelig lov til at lære hvordan de laver maden så super lækker.

Vi mødtes foran vores hotel med en lille kinesisk pige som viste sig at være vores ”lærer”. Hun tog os først over til byens madmarked (som lå lige på den anden side af gaden overfor vores hotel fandt vi ud af). Det var faktisk lige akkurat det mest skumle madmarked jeg endnu har været inde i. Det var delt op i to afdelinger – en til dyr og en til grøntsager.

Kød-afdelingen var den mest interessante. Selvom vi havde guide på som gik rundt og viste os lidt forskellige fisk og sådan, lyttede jeg slet ikke for jeg havde alt for travlt med at glo. Der var vidst egentlig flere levende dyr end slagtede, mast ind i bure stablet rundt omkring under diskene hvor de så døde dyr lå og ventede på at blive solgt.

På det blodplettede gulv for enden af en bod passerede vi skrællen af en ko. ”Pelsen” var stadig på og man kunne se den lyserøde hud ind imellem og så lå det bare der som et pudebetræk og alt indeni koen må være spist nu.

Et andet syn der fangede mig var hundene. Pelsen var igen blevet svitset af og hud under havde fået en voks-agtig gylden farve. Der var to-tre af dem som hang over boden – fast i en krog boret ind i halsen.

Ja det var lidt skønt at komme ud derfra igen, det var næsten lidt uhyggeligt.

Vores lærer havde fået arrangeret kørsel ud til ”skolen” som lå ti minutters kørsel uden for byen. En meget lille landsby bestående at sådan cirka fire huse og der var rigelig flot og udsigt lige ud til en mand der gik rundt og pløjede sin mark med en vandbøffel. Så var mor lykkelig.

Vejret var desværre (igen) ikke så godt, så udsigten var ikke så storslået som den kunne være, men af og til dukkede der da nye bjergtoppe op lige for næsen af os.

Vi fandt ud af at det kun var os to som skulle på kurset – hvilken luksus! Så det var bare mor, mig og vores søde lærer som jeg faktisk godt kunne forstå.

Det blev lavet en masse retter – fem – som både mor og vores lærer lavede rigtig flot! Jeg opdagede til gengæld at jeg har en fantastisk evne til altid at gøre tingene bare en lille smule brunere og mere brankede end de andre. Så kunne man da kende at det var mine retter.

Retterne var alle gode (hvis man da kan lide den slags) og vi var også mætte da vi tog hjem et par timer efter.

Tirsdag var vejret stadig ikke særlig godt og vi blev inde det meste af formiddagen. Til sidst gik vi dog ud på det som jeg regnede med ville være en lille smuttur ned af gågaden og hjem igen i varmen – men nej. Mor havde andre planer.

Lige så snart vi var kommet gennem gaden og ned til floden blev mor igen overfaldet af folk der ville sælge os bambus flodbådsture og denne gang lyttede hun uroligt meget efter. Så ja det endte med at vi blev smidt i en båd og på en to timers flodtur i regnvejr og med selskab af Sarahs klaprende tænder undervejs på hele turen.

Det var egentlig lidt sørgeligt at indse men rent faktisk var vejret mere klart i øsende regnvejr end det har været de andre dage så vi tog faktisk med vilje på foldtur i regnvejr.

Onsdag lykkedes det dagen at holde sig forholdsvis tør og vi angreb derfor cykelhandleren og lejede et par nærmest fungerende cykler og så var det derud af!

Ikke at nogen af os meget nød at cykle i den kinesiske trafik, men så snart vi var kommet lidt ud på landet blev det hele en del bedre. Eneste nye problem var blev at finde vej. Mor som var hovedansvarlig for Yangshou, havde et kort med og en planlagt rute, men det er ikke altid lige nemt at få et kort og virkeligheden til at passe sammen. Ideen var at vi skulle dreje af hovedvejen og køre ud på en ”small, bumpy road”. Den definition er meget upræcis skal lige siges.

Men efter noget tid ud af en mindre vej forandrede den sig endelig nok til at den var ”small” og ”bumpy” både i dansk og kinesisk forstand.

Det gik dog ikke længere end til vi kom til en lille parkeringsplads hvor et meget lille, meget lokalt marked blev afholdt. Vi cyklede hurtigt gennem det og opdagede at vi skulle krydse en tyve meter bred flod for at komme videre.

Der holdt masser af bambus-både klar til turisterne, men det var kun én kvinde der kom hen til os og prøvede at sælge os sejlturen. Jeg kan ikke helt huske hvor hun startede, men vi endte på 10 yuan som jeg besluttede var ok (specielt fordi mor betalte).

Det er så første gang at jeg har sejlet på en flod på en bambus-tram siddende med min mor på en lille bambusbænk, men begge vores cykler liggende ved vores fødder og vandet faretruende tæt omkring os.

På den anden side af floden var der absolut ingen både så vi bad til at vi kunne finde en anden vej tilbage igen og ikke skulle i gang med at diskutere pris igen på den forkerte side af bredden.

Resten af turen tog os et par timer at komme igennem, men forløb næsten uden problemer. Eneste forhindringer undervejs var et par høns, hunde, en tyr på stien og så en dame som vi troede hjalp os med at finde ud af en lille by vi var faret vild i – men som viste sig at hun var i gang med at føre os hen på hendes restaurant.

Vi nåede hele vejen tilbage til Yangshuo i ét stykke og i tørvejr (næsten da) og det var vi meget tilfredse med.

På hotellet pakkede vi vores ting sammen og så tog vi videre igen. Busstationen lå rimelig tæt på så det var ikke besværligt at nå derhen og finde en bus som på en god halv time førte os ud af Yangshuo og ud på landet til en lille by, Xingping.

Med hjælp fra de meget interesserede lokale fandt vi den rigtige båd til at få os over på den anden side af bredden hvor Xingping Inn skulle ligge. Ja det er for resten det hotel vi havde regnet med at bo på – meget vel planlagt!

Ping An

MartsPosted by Sarah Hein Wed, April 27, 2011 18:57:48

Fredag kørte vi af sted igen. Sidste dag med vores guide og chauffør og når vi så kører ind over grænsen til Guangxi (indtil videre har vi været i Guizhou) så får vi ny guide på lige halvanden dag.

Så vores sidste stop med David blev ved en bro. En regn og vind bro som vidst nok også var bygget af Dong-folket og skulle være at ren træ – ingen søm eller noget som helst. Andet end lige cementstolperne den stod på kunne jeg se.

Lige over grænsen til Guangxi stoppede vi ved et meget stort hotel hvor vi fik ny guide og chauffør. Det var en meget mærkelig og en anelse akavet stemning da det bare var mor og mig der sad og spiste frokost imens vi havde vores to guider og ene chauffør som bare sådan lidt sad og kiggede inden de fandt en undskyldning for at smutte. Billedet: Lysekronen på hotellet hvor vi spiste frokost

Vores nye guide hedder Ray og vi konstaterede allerede meget hurtigt at han er en del mere snaksalig end David var. Den nye chauffør hedder Yi (som også betyder fisk på kinesisk), men ham fik vi ikke udvekslet et eneste ord med.

Vi kørte videre ind i provinsen på denne dejlige gråvejrsdag og ankom cirka tre timer senere til indgangen til Dragens Rygsøjle. Det er en hel bjergside som for mange år siden blev lavet til risterrasser – og rigtig mange af dem endda. En dag kom der så nogle amerikanere forbi og synes egentlig det så meget pænt ud. Så de skrev til Lonely Planet og siden da er stedet eksploderet i turisme – så meget at der faktisk ikke rigtig er nogen der gider passe terrasserne længere fordi de tjener meget bedre på at åbne et hotel.

Der skulle traves en halv time fra parkeringspladsen op til hotellet vi skulle overnatte på og da det var ren trapper hele vejen har folk været så smarte at indføre ”bærere”. Det blev to gamle koner som så noget så små og skrøbelige ud som vi betalte tredive yuan hver for at de bare vores kufferter hele vejen op. Dét var grænseoverskridende for mig at overlade min tunge, tunge, tunge kuffert til sådan en sød lille dame og så bare selv daffe deropad og kigge på souvenirs undervejs. Der var så skrækkelig slidte de koner, nej hvor havde jeg altså ondt af dem.


Nå ja, men vi blev indlogeret på et skønt (men koldt) hotel og var med det samme ude af døren igen for at se os omkring. Ray gik med os og så fik vi en guidet tur rundt i de tågede risterrasser. Der var godt nok en del mennesker ved de flotteste udsigtsposter, men på strækningerne imellem dem var der dejlig stille og plads til en god gåtur.

Da vi havde krydset et hjørne stod vi pludselig på en plads omringet af Yao-kvinder (tror jeg da det var) som fablede noget om ”long hair” og ”very beautiful”. Jeg anede med det samme problemer, men desværre nåede de at kaste sig over min mor. Den ene dame (hurtigt efterfulgt af to andre) begyndte at løsne deres hår og lod det falde ned – meget langt var det.

Ray oversatte undervejs at de ville have ti yuan hver for at ”vise” deres hår, men selvom der var to andre som også fik løsnet deres hår i forsøg på at få mig til at tage billeder med dem – blev der kun mor der skulle af med ti til hendes meget påtrængende Yao-kone. Egentlig ville jeg gerne have betalt ti for at se min mors ansigtsudtryk da hun fik en afhugget hårtot i hånden mens damen var ved at sætte sit hår op igen. De har en kultur som værdsætter hår så kvinderne klipper kun deres hår én gang i livet lige inden de bliver gift. Håret beholder de dog og vikler ind i frisuren på en eller anden måde ligesom de også gør med den tot som er samlet af alle de hår der falder af når de reder håret. Hår-fikseret.

Lørdag tvang mor mig tidligt ud af sengen for at vi kunne nå at gå endnu en tur mellem terrasserne inden vi skulle videre med vores guide og chauffør.

Men, vejret var ikke lige med os og sigtbarheden viste sig ikke at være mere end en tyve meter fremad – så der blev ikke taget så mange billeder.

Et par timer efter stod vi ud af bilen (som i øvrigt var meget fin og endnu større end den i Giuzhou) ved en teplantage. En af dem der man stopper ved på ”shoppingture” med hostels og sådan og nu også med vores guide. Her fik mor prøvet sin første te ceremoni og jeg fik igen brændt tungen.

I Yangshou fik Ray ordnet det hele med hotellet og så tog han os med ned mod byen hvor vi lejde cykler. Ikke nogen cykelhjelm i øvrigt så det var ikke særlig hurtigt jeg fik kørt nogen som helst steder hen. Trafikken var også uhyggelig – specielt når man ingen tillid har til sin halvanden håndbremse og når cykel-klokken ringer hver gang man kører over et bump.

Men igennem centrum kom vi og ud igen på den anden side i live. Trafikken stilnede af og det var kun andre turister, cykler og store sightseeingbusser vi mødte resten af vejen.

Destinationen var en grotte – af den slags vi har været i én gang før – hvor vi også skulle sejle igennem. Der var rigelig med mange mennesker, men det lykkedes Ray at tage ét billede af min mor og jeg uden andre mennesker på så man næsten ikke kunne gætte det var Kina vi var i.

Sejlturen var fyldt men den skønne kolde, skingre og monotone stemme af den kinesiske guide som forklarede os ingenting gennem den store megafon som var placeret meget tæt ved mit øre. De her grotter er – ligesom bjergene – en stor udfordring for de mindre kreative sind mår man skal prøve at se hvorfor lige præcis dén sten ligner ”drage hvis lillebror lige har set midnatssolen for tredje gang i sit liv og bøjer sig over en hoppende Fønix født af oktobersolens farver”. Men, men jeg klarede de fleste og identificerede mange stole og pandekager blandt stenene!

Vi cyklede videre ned at den store flotte turistvej for at få et glimt af bjerget ”moon hill” som også skulle være meget flot. Det har jeg vidst ikke nævnt endnu, men det er altså her i Yangshou at det er fyldt med masser af smukke bjerge (hvis man da kunne se dem for tågen) som bare skyder højt op fra den ellers forholdsvis flade grund. Skøn cykeltur rent faktisk.

Da vi afleverede cyklerne igen havde vi en halv time ”fri” inden vi igen skulle mødes med guiden. I den pause nåede vi næsten at få noget at spise og lige se starten af hovedgaden i den meget turistede og våde (ja det regnede vidst) by.

Ray fik os med en lille golfbil-lignende taxa af sted mod Liu Sanjie showet som altså var dagens sidste punkt. Et stort show som forgik på vandet og sådan planker-agtige ting der gik ud og flyttede sig rundt undervejs – og så sad vi der os næsten 1.000 publikummer i hvert vores gennemsigtige regnslag og blitzede løs i et forsøg på at evig-gøre oplevelsen.

Det var faktisk et rigtig godt show. Indholds- og historiemæssigt fattede jeg ikke rigtig noget for jeg havde fået af vide at der skulle være en historie bag det (men at den skulle være ret forvirrende), men for mig var det bare en masse indslag og dans og sejlbåde. Rigtig flot og hvis det ikke var fordi det var så dyrt ville jeg gerne have set det en gang til.

Next »